Til Byrådet
Grundejerforeningen Lottesmindes høringssvar til Planstrategi 2030 Helsingør Kommune
Vi synes, at vi bor og lever i et fantastisk område, som rummer naturkvaliteter og friarealer, der er sjældne for et boligområde. Men vi bor i et sommerhusområde, hvor kun pensionister kan bo, og vi er ved at udvikle os til en ældreghetto. Vi ønsker, at vores område får mulighed for at udviklet sig til et attraktivt boligområde, hvor små og store lever med respekt for naturen og i fællesskab styrker områdets biodiversitet og sikrer en social, økonomisk og miljømæssig bæredygtig udvikling for lokalområdet Tikøb-Langesø.
I forbindelse med debatten om kommunens udvikling i Planstrategi 2030 vil det være os en stor fornøjelse, at vise vores område til alle medlemmer af Byrådet ved en besigtigelse i løbet af sommeren.
Vores område som ”ikke kystnært sommerhusområde” blev udstykket i 70’erne, og har ikke karakter af ”ægte” sommerhusområde, hvor fritidshuse ligger frit i den vilde natur. Alle ejendomme eller parceller er kultiveret som ”hus i have”, og vi anslår, at godt 80 % af ejendommen reelt er helårsbeboede i dag.
Områdets karakter med grønne rabatter langs vejene, store grønne friarealer med græs, søer, mose og skov må ikke ændres. Vi ønsker kun at ændre anvendelsen fra sommerhus til helårsbeboelse. Der skal ikke udstykkes flere ejendomme, ingen fortove og lygtepæle, bebyggelse skal ske med respekt for naturen, områdets naturværdier og biodiversitet skal styrkes i driften og fremme bæredygtige og klimavenlige løsninger. Vores meget store fælles friarealer med slået græs kan omlægges så arealerne udvikle sig til bosted for planter, insekter, fugle og andre mindre dyr. Vi er generelt meget optaget af at passe på naturen og styrke den i en bæredygtig retning.
Vi har en mosen, en hængesæk – en sjælden naturtype som skal plejes med beskæring m.m., hvis den skal bevares. Vi er taknemmelige for kommunens indsat i de senere år med at vedligeholde og pleje hængesækken til glæde for insekter, planter og alle os, der bare betragter. Vi er glade for informationsskiltene, der udbreder viden om livet i denne særlige naturtype.
I Planstrategi 2030 fokuseres der i højere grad end tidligere direkte på den fysiske byudvikling og byplanlægningen. Vi finder, at vi i Tikøb-Langesø spiller op til planstrategiens målsætninger som:
Planstrategi 2030s strategiske spor ”attraktive lokalsamfund” i sammenhæng med ”plads til flere” og ”stærke og grønne forbindelser” er vigtige pejlinger for planlægning og byudvikling i Tikøb-Langesø. Planstrategien sætter fokus på at udarbejde en landsbystrategi og helhedsplan, der understøtter sammenhængen mellem Langesø og Tikøb.
Langesø understøtter i dag Tikøbs dagligvarehandel, kultur og foreningsliv, og vi ønsker i fremtiden i langt højere grad at styrke dette og den lokale skole og dagtilbud. Med den gældende lovgivning vil vi udvikle os til en ældreghetto, og det ønsker vi ikke. Vi ønsker et område hvor alle aldersgrupper lever og bor hele året.
Vores område har potentiale til at udvikle sig til et ualmindeligt interessant, oplevelsesrigt og spændende boligområde midt i naturen med boliger for alle familietyper.
Grundejerforeningen Lottesminde anbefaler planstrategiens forslag om at overføre sommerhusområdet Langesø til helårsbeboelse. Vi opfordrer endvidere Byrådet til at prioriterer, at der udarbejdes en helhedsplan for Tikøb-Langesø. Vi ønsker, at helhedsplanen sætter fokus på infrastrukturen også i form af en cykel- og gangsti i eget trace ”gennem markerne” mellem Tikøb og Langesø især med henblik på børn og andre svage trafikanters færdsel.
På vegne af Grundejerforeningen Lottesminde, arbejdsgruppen
Karin Kjems